|  

PRESSEMEDDELESE
20-05-2009

I kampen for at fastholde det nuværende radikale mandat i Europaparlamentet, har Radikal Ungdom hentet forstærkninger i udlandet til at hjælpe med kampagnearbejdet på gadeplan. Der er tale om en gruppe unge fra det hollandske ungdomsparti ”Jonge Democraten”.

”Jeg synes det er dejligt og spændende, at de unge deler holdninger og interesser, og at de på eget initiativ udveksler på tværs af grænserne. Dét synes jeg netop beviser den europæiske idé, nemlig at vi kan mere sammen og får rigtig meget ud af at samarbejde på trods af nationale forskelle” siger Sofie Carsten Nielsen, som er spidskandidat for Det Radikale Venstre til Europaparlamentet.

De hollandske valgkæmpere holder til hos Radikal Ungdom i Århus, men er fredag d. 22. maj i København for at deltage i et stort asylevent, som de ungradikale i hovedstaden afholder på rådhuspladsen kl. 12-17. Parolen er ”Stop asylrouletten i EU”, hvor de sætter fokus på behovet for en fælles europæisk asylpolitik.

”Dette er et emne som socialliberale politikere på tværs af landegrænserne i EU længe har kæmpet for. Og denne kamp fortsætter vi. Derfor er jeg også begejstret for at de unge fra ”Jonge Democraten” er sammen med os på gaden for at sætte fokus på det her kæmpeproblem”, siger Sofie Carsten Nielsen.

Kontakt:
Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstres spidskandidat til Europaparlamentet
Tlf.: 26 36 65 58



 

Radikal Ungdom af 1994 - Berghorasgade 15 - 2300 København S - Tlf.: 33130231 - ru@radikalungdom.dk